Husk lige regntøjet, inden du kører hjemmefra mandag morgen, men lad bare paraplyen blive hjemme.
Der er nemlig udsigt til en både våd og blæsende start på ugen.
DMI har tidligt mandag morgen udsendt en såkaldt DMI-risiko for lokale skybrud, torden, hagl og vindstød.
Risikomeldingen omfatter hele landet.
Meteorologerne forventer, at det kan begynde i det jyske fra klokken ti og bevæge sig mod øst.
Fynboerne kan forvente at blive ramt omkring klokken 11, mens fronten når den østlige del af landet ved 12-tiden.
DMIs vagthavende meteorolog, Lars Henriksen, skriver i risikomeldingen, at der er tale om »en kraftig bygelinje,« der i løbet af dagen vil bevæge sig indover Danmark vestfra.
Lokalt er der risiko for, at bygerne kan give skybrud. Det betyder mere end 15 millimeter nedbør på blot 30 minutter.
Derudover vil der i forbindelse med bygerne også kunne forekomme hagl og torden, ligesom der også er risiko for kraftige vindstød.
»Stedvis kan vindstødene nå op på hård til stormende kuling, lokalt måske storm!« skriver Lars Henriksen.
Heldigvis er det hurtigt overstået, og det hele ventes ikke at vare mere end to til fire timer.
En DMI-risiko er ikke at forveksle med et egentligt varsel.
En risiko er ikke helt så sikker som et varsel, men blot en indikation på, at vejret kan udvikle sig voldsomt.
2025-06-23T04:53:26Z